En Nat Under Stjernerne Med Den Bedste Veninde

Under stjernerne

Hvornår har du sidst brugt en hel nat, med din bedste veninde? Altså ikke på en bytur, omgivet af sprut og fremmede mennesker. Bare dig og din veninde, helt og aldeles alene, så I virkeligt kan få snakket sammen? Hvis du er ligesom mig, så er det ikke noget der er sket særligt ofte, siden du var en teenager eller måske i starten af tyverne. Når vi bliver ældre er der pludselig karriere, familie og tusinde andre ting at tage sig af, og så kan det være svært at dedikere så meget tid til bare en enkelt ven.

Men for nyligt tog min gode veninde initiativet til, at få det til at ske igen. Vi har kendt hinanden side folkeskolen, hvor vi ofte ville overnatte hos hinanden. Det blev ikke til meget søvn dengang: vi blev oppe hele natten, og snakkede om mode, vores drømme og om de drenge, vi synes var søde. Hun savnede, ligesom jeg selv, at bruge så meget tid med hinanden ud på de sene aftentimer.

Der er et eller andet ved at være oppe hele natten med en god ven. Jeg tror trætheden virker lidt som alkohol: hæmningerne falder, og man vokser mere og mere skøre sammen, efterhånden som det bliver senere og senere. Der åbnes op for alle emner, og intet er for fjollet eller personligt til at blive diskuteret. Det giver en enorm frihed, og binder stærke bånd i venskabet.

Hun havde arrangeret, at vi skulle bruge natten i et telt, ude i hendes have. Det virker måske skørt, når nu hun har et hus med et ekstra-værelse. Men da vi var børn, tog vi tit på camping med familien, og hende og jeg delte altid telt. Det skabte en eller anden form for hyggelig atmosfære, og hun havde en idé om, at teltet ville kunne sætte gang i minderne.

Og hold da op hvor det virkede! Vi snakkede hele natten, og var ligeså fnidrede som da vi var teenagere. Vi snakkede om alt fra hendes ny nunoo stine taske og til verdenspolitik. Jeg husker ikke hvornår jeg sidst har grint så meget, eller hvornår jeg sidst græd over ting, der skete for mere end 10 år siden. Det var en følelsesmæssig rutchebane og en tur igennem alle de minder vi har sammen – gode som dårlige. På et tidspunkt fandt hun en flaske rødvin frem, og vi hoppede ud af teltet. Her lå vi i græsset, og kiggede på stjernerne, i komplet stilhed. Selvom vi ingen ord sagde, var det som om, vi vidste nøjagtigt hvad den anden person tænkte. Vi begyndte endda at grine på præcis samme tid, selvom der intet var at grine af: vi var bare synkroniserede.

Det var en fantastisk aften, og jeg er så uendeligt glad for, at hun fik det arrangeret. Tak Stine, du er den bedste veninde man kan ønske sig!