Danmark er i Front på Den Grønne Bølge

Når man bor i Danmark, så kommer det måske ikke bag på én, at vi danskere har været gode til at gøre en aktiv indsats for at mindske vores negative påvirkning på miljøet. Vi har trods alt en kultur og et sammenhold der gør meget ud af, at hjælpe hinanden og ikke gøre ting, på bekostning af andre. På internationalt plan har det dog været noget af en overraskelse, at Danmark er formået at komme i front, når det kommer til vores klima-mål og løfter.

Grunden til det har overrasket så mange andre lande er, at Danmark er et utroligt frit land. Selvom vi har en stærk følelse af fællesskab, så er individets frihed alligevel i højsædet. Der er plads til forskellighed, og hvis en person, en gruppe eller endog et parti forsøger at indskrænke friheden hos nogen, så bliver det mødt med markant modstand. Vi elsker vores frihed, og har haft den så længe, at vi ikke har tænkt os at give afkald på den.

Frihed er selvfølgeligt en fantastisk ting. Men den betyder jo også, at regeringen er stærkt begrænset i hvad de rent praktisk kan gøre for, at opfylde deres klima-mål. De kan selvfølgeligt indføre regler, men de skal passe på, at reglerne ikke griber ind i individets frihed: for så bliver der oprør. Deres bedste værktøj er altså at opfordre til grøn adfærd igennem information og skatter. Specielt indførelsen af et Energimærke på huse har givet pote. Pludseligt kan boligkøbere let se, hvor energivenlig den bolig de overvejer at købe er, og dermed skabe et naturligt økonomisk incitament hos sælgere til at forbedre energieffektiviteten af boliger på markedet. Det må siges at have virket aldeles fremragende.

Man skulle jo tro, at et autoritært land som Kina ville have lettere ved at overholde deres klima-løfter. Kulturen i disse lande lægger nemlig mange kræfter i hænderne på regeringen, og de kan roligt lave frihedsbegrænsende regler på individet. De har altså langt mere magt at arbejde med, og burde derfor i teorien kunne have presset ting igennem, der ville have en markant nedsættende effekt på deres udledning af eksempelvis CO2. Men i praksis har det vist sig at være omvendt: den frie danske kultur, der blot informerer og belønner har vist sig mere effektiv, end dem der styrer med jernhånd.

Det handler nok i bund og grund om, at det at redde vores planet er noget der kræver en fælles indsats. Hvis folk tvinges til noget, så vil de næsten altid gøre det halvhjertet. Bliver man derimod vist tillid og givet et personligt ansvar, så kan man selv tage det aktive valg om, at hjælpe den planet vi alle sammen bor på. Ønsker man store resultater må man altså nogle gange give afkald på noget kontrol, og i stedet tro på det gode i andre mennesker.